Græsk gudinde for skønhed, vellyst og frugtbarhed.
Ifølge Iliaden datter af Zeus og Dione. Ifølge en anden græsk overlevering er aphrodite et resultat af en dramatisk historie. Aphrodites halvbror Cronos (søn af Uranus og Gaea) kastrerede sin far i en magtkamp og kastede dennes ædle dele i havet ud for Kypern.

Havet skummede herved, og af dette skum steg Aphrodite (gr. Aphros = skum) på en kæmpe musling. Hun gik i land på halvøen Akamas på den vestlige ende af Kypern. Heraf kommer et af hendes mange navne, Cytherea. En stor klippe markerer stedet.

Aphrodite tilbedes ikke alene som frugtbarheds gudinde, men ligeledes som det altomfattende livs og søfolkenes beskyttelsesgudinde. Hendes indflydelse var især udbredt i havnebyerne og på øerne.
Kypern var det oprindelige og vigtigste centrum for hendes dyrkelse. Hun blev også tilbedt på Kythere, Kos, Knidos og i Korinth. Vest for Sicilien blev der til hendes ære rejst et tempel på bjerget Eryx. Mennesker og guder faldt for hendes charme, og det er slet ikke forbavsende, at Paris tildelte hende Eris skønhedsæble istedet for Hera.
Aphrodite er guden Hefaistos hustru, men hun bedrager ham og bliver senere uofficielt krigsguden Ares hustru.
Historien om Aphrodites kærlighed til Adonis stammer formentlig fra Asien, og blandt de dødelige, som kunne gøre fordring på hendes gunst, er Ankhaises den vigtigste. Ved ham blev hun moder til Æneas, som flygtede fra det brændende Troja for mange år senere at grundlægge det genopstandne Troja, Rom.
Aphrodite spiller en afgørende rolle i Trojas historie. Det er hende, der gav Helena til Paris og på den måde provokerede den berømte krig, i hvilken hun hjalp Trojanerne (Homer Iliaden XX, 40) og sin søn Æneas i særdeleshed (Homer Iliaden V, 312). Gratierne og Horaerne var hendes følge, duen, delfinen, myrten og granatæblet var helliget hende.

En hymne

En af de homeriske hymner skildrer den skønne, gyldne gudindes fødsel således:

Vestenvindens åndepust
bar hende over det brusende
hav til det bølgeomskummede
Kypros, gudindernes ø.
De gyldenkransede Timer
hilste hende med fryderåb,
iklædte hende udødelig dragt
og førte hende til guderne.
Undren greb dem alle,
da de så Kytherea
kronet med violer.

Højtider

For den oprindelige Aphrodite fra Kypern afholdtes frugtbarhedsfesten den første april. På denne dato afholdtes også i Rom Veneraliafesten til ære for gudinderne Venus og Fortuna. Interessant er det engelske ord for påske, easter, formentlig har rod i Aphrodites fønikiske forgænger Arstartes.

Man mener at Aphrodite er sammenlignelig med den fønikiske frugtbarhedsgudinde Astarte, den syrisk-palestinske Ashtart samt den babylonske Ishtar, hvoraf sidstnævnte var genstand for kult agtig dyrkelse omkring år 3000 f.v.t.
Aphrodite har mange andre paralleler af hvilke kan nævnes det ægyptiske gudepar Isis og Osiris. Langt senere bliver den romerske Venus synonym med den græske Aphrodite.
Bibelen refererer også til Philistinernes og Israelitiske gudinde Ashtoreth. Desuden er Odins hustru Frigg (Freja) blevet sammenlignet med Venus, som gudinde for kærligheden og ægteskabet. Gefion, agerbrugets gudinde og jomfruernes beskytterinde er også ofte identificeret med Frigg.

Gengivelser

Af de græske guder er Aphrodite kunstnernes mest yndede motiv. I den Akhaiske kunst og på lertøj er hun almindeligvis fremstillet påklædt. Det er ikke før senere, i løbet af den klassiske tidsalder, at hun forekommer enten helt nøgen eller med blottet bryst. En jonisk amfora fra det sjette århundrede f.v.t. (opbevaret i München) viser Aphrodite i kostbare klæder. Et værk af Apelles, Alexander den Stores maler, tiltænkt Ascalaphos helligdom på øen Kos, forestiller Aphrodite, der stiger op af bølgerne. Maleriet gjorde templet berømt, men det er i dag forsvundet.

Af billedhugger kunstværker kan nævnes Aphrodite fra Knidos af Praxiteles fra det fjerde århundrede f.v.t. og flere værker af Fidias, hvor gudinden altid er påklædt. Aphrodite i badet var et meget yndet motiv i den hellenistiske periode, for eksempel ses en statue i Louvre fra det tredje århundrede f.v.t., den kapitolinske Aphrodite i Rom, den mediæiske Aphrodite (Napolimuseet) og endelig den berømte Venus fra Milo fra andet århundrede f.v.t.

Sandro Botticelli: "Venus Fødsel", ca 1840, Uffizierne, Firenze.

Andre navne

Af tilnavne kan nævnes:
Anadyomene, den Havopstegne.
Pandemos, Altings gudinde.
Genetrix, Skaberinden.
Eupoloios, Den Rejsenes beskytter.
Kallipygos: Hun med den skønne bag.

Etruskerne kaldte Aphrodite for Turan, og den romerske Venus, som oprindelig også var gudinde for plantevækst, haver og vindyrkning kaldtes undertiden for Vinalia.
Gamle græske kilder omtaler desuden Aphrodite ved navne som:
Epitymbidia: Hende som venter ved graven, - og Melaina: Den Sorte.
Disse navne skal ses i lyset af Aphrodites oprindelse som frugtbarhedsgudinde og gudinde for livscyclus. Af og til omtales Aphrodite også som Urania.

Lokationer

På Kyperns østkyst, 25 km øst for Pafos, findes Aphrodites Klippe, hvor hun efter sigende skulle være gået i land. 48 km nord for Pafos findes Akamas halvøen, hvor Aphrodite efter myterne brugte at bade i en åben grotte i skyggen af et figentræ.

Det gamle pilgrimscenter findes ved landsbyen Kouklia, 14 km øst for Papos. Stedet kaldes Palaipaphos (gammel Papos) og var centrum for dyrkelsen af Aphrodite i det 12 århundrede f.v.t.